Årsopgørelsen for 2024 er nu tilgængelig og kan findes på skat.dk. Selvom en stor del af oplysningerne bliver indhentet automatisk, er det altid en god ide at kontrollere, om tallene er korrekte.
Det er vigtigt at forholde sig til indkomst og fradrag, når årsopgørelsen kontrolleres. En særlig fokus bør rettes mod nedenstående:
- Ændringer i indkomst
- Nedsat arbejdstid eller barsel
- Arbejdssituationen er ændret – f.eks. nyt arbejdssted eller ændringer i kørsel eller hjemmearbejde
- Køb eller salg af bolig
- Ændringer i familiestatus – ægteskab, skiltsmisse eller separation
- Ændringer i offentlige ydelser – f.eks. SU, pension eller efterløn
- Ændringer i indbetaling til pension
- Omlægning af boliglån med ændrede renteudgifter
- Udlejning af bolig, bil med mere
- Opstart eller lukning af egen virksomhed
Du har mulighed for at rette årsopgørelsen for 2024 frem til den 1. maj 2025.
Når du gennemgår årsopgørelsen, kan du med fordel tjekke forskudsopgørelsen for 2025 og sikre dig, at tallene stemmer.