Offentliggjort den

Tidligere i dag har Lollands Bank offentliggjort periodemeddelelsen for første kvartal af dette år. Resultatet før skat udgør 22,0 mio. kr. ved udgangen af første kvartal 2026 mod 31,5 mio. kr. i samme periode sidste år.

Bankens basisindtjening udgør 19,7 mio. kr. mod 17,6 mio. kr. i samme periode af 2025, hvilket svarer til en stigning på 11,7 %. Det viser, at der fortsat opleves vækst i bankens kerneforretning på
tværs af forretningsområderne, og at bankens planlagte vækststrategi for 2026 følges. Det lavere resultat før skat skyldes alene, at der er færre tilbageførsler af tidligere foretagne nedskrivninger,
samt mindre kursreguleringer af bankens aktier og obligationer sammenlignet med første kvartal 2025.

I løbet af de seneste 12 måneder har banken opnået en udlånsvækst på 7,8 % svarende til 175,6 mio. kr., og udlånet udgør nu 2,4 mia. kr. Bankens indlån inklusive indlån i puljeordninger viser en
vækst i samme periode på 409,4 mio. kr. svarende til en stigning på 9,4 %, og udgør ved udgangen af første kvartal 2026 tæt på 4,8 mia. kr.

Kapitalprocenten udgør nu 30,2 %. Med en kapitaloverdækning på 10,0 % er rammen for et meget tilfredsstillende kapitalgrundlag til stede. Banken står på et økonomisk solidt fundament i vores lokalområde, og med den store overdækning har banken en solid økonomisk buffer, som giver tryghed for både bankens kunder og samfundet. Overdækningen sikrer, at vi kan fortsætte udlånsvæksten og understøtte den gode udvikling, banken er inde i – også i mere usikre tider.

Antallet af kunder vokser stadig, og bankens ledelse er stolte af, at så mange fortsat vælger Lollands Bank som bank.

For 2026 forventer Lollands Bank som tidligere udmeldt i slutningen af april måned fortsat en basisindtjening i niveauet 60 – 80 mio.kr., og et resultat før skat i niveauet 80 – 105 mio. kr.

Forventningerne til 2026 vil fortsat være forbundet med en del usikkerhed relateret til kursreguleringer af værdipapirer, udviklingen i renteniveauet og nedskrivninger på bankens udlån og garantier i en verden, hvor geopolitisk uro fortsat er en del af hverdagen.

Læs hele periodemeddelelsen her.