Ledelsen i banken ser ind i et nyt spændende år og lægger ud med et flot resultat for de første tre måneder af 2023.
Tidligere i dag har banken offentliggjort periodemeddelelsen for første kvartal af 2023. Periodemeddelelsen viser, at bankens resultat før skat øges med hele 64,2 % i forhold til samme periode forrige år. Resultatet før skat udgør 34,0 mio. kr. pr. 31. marts 2023. Kerneforretningen og dermed bankens motor viser en basisindtjening på 26,2 mio. kr. mod forrige års tilsvarende 14,5 mio. kr. Bankens bestyrelse ser derfor med positive øjne på bankens resultater i de kommende kvartaler.
Også bankens kunder klarer sig fint trods de mange dystre udsigter for danskernes økonomi. Den gode vækst på bankens geografiske hjemmebane, hvor der sker mange nye tiltag i form af offentlige og private investeringer, kombineret med en lav ledighed medfører, at banken kan tilbageføre tidligere foretagne nedskrivninger – i dette kvartal samlet set 3,5 mio. kr.
Ved årets start udgjorde de ledelsesmæssige skøn 34 mio. kr. Bankens opgjorte ledelsesmæssige skøn udgør nu 24 mio. kr., ved udgangen af 1. kvartal 2023, medens de resterende 10 mio. kr. nu er en del af bankens IFRS-9 nedskrivninger (baseret på en modelmæssig betragtning).
Bankens samlede udlån øges i løbet af 1. kvartal 2023 med 17,4 mio.kr. hvorimod garantistillelser falder med 41,4 mio. kr.
For 2023 forventer banken en basisindtjening i niveauet 65-75 mio.kr. i lighed med den opjustering, som bankens ledelse udsendte medio april måned. Opjusteringen var en følge af såvel en god aktivitet i banken som de stigende renter i 2023 der påvirker indtjening af udlån og af overskudslikviditet. I basisindtjeningen er indregnet en betydelig udgift til renovering af bankens filial i hovedkontoret i Nakskov. Ombygningen vil skabe et nyt og mere tidssvarende arbejdsmiljø for bankens ansatte i denne filial, tilpasset kundernes behov.
Kapitalprocenten udgør nu 25,8 % og med en kapitaloverdækning på 6,1 % er rammen for et fornuftigt kapitalgrundlag tilstede.
Det er samtidig glædeligt, fortsat at kunne berette om tilgang af nye kunder i vores markedsområde dækkende Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland.