Offentliggjort den

Tidligere i dag har Lollands Bank offentliggjort regnskabet for de første 9 måneder af 2025. Resultatet før skat udgør 80,2 mio. kr. ved udgangen af 3. kvartal 2025, mod 110,0 mio. kr. i samme periode sidste år.

Antallet af kunder vokser fortsat, og især unge og førstegangskøbere har fundet vej til banken. Banken vækster på alle områder, og balancen vokser godt på de centrale områder, hvilket er vigtigt at se på trods af det markant faldende renteniveau. Det vidner samtidig om, at bankens lokale strategi ”altid nærværende og mere end bare end bank” virker, og at banken trods skærpet konkurrence fortsat har en stærk lokal tilstedeværelse på bankens naturlige geografiske hjemmebane.

Bankens basisindtjening udgør 66,2 mio. kr. mod 74,2 mio. kr. i samme periode af 2024. Bankens gebyr- og provisionsindtægter øges i 2025. Der er fremgang på alle områder, og specielt positivt for vores område er det, at en lang række hushandler giver øgede indtægter fra højere aktivitet på netop boligområdet.

Bankens samlede udlån har været stabilt de seneste 12 måneder omkring 2,28 mia. kr. I løbet af de første 9 måneder af 2025 har banken opnået en udlånsvækst på 2,4%. Væksten skyldes primært, at udlånet til bankens privatkunder øges, og det modsvarer, at enkelte større erhvervsudlån er indfriet. Bankens indlån inklusive indlån i puljeordninger udgør 4,6 mia. kr. og viser en vækst i samme periode på 330 mio.kr. svarende til en stigning på 7,7%.

Kapitalprocenten udgør nu 31,5%, og med en kapitaloverdækning på 11,2% er rammen for et meget tilfredsstillende kapitalgrundlag til stede. Banken står på et økonomisk solidt fundament i bankens markedsområde, og med den store overdækning har banken en solid økonomisk buffer, som giver tryghed for både bankens kunder og samfundet. Overdækningen sikrer, at banken kan fortsætte udlånsvæksten og understøtte den gode udvikling – også i mere usikre tider.

For 2025 forventer Lollands Bank fortsat en basisindtjening i niveauet 75 – 85 mio. kr. som tidligere udmeldt i starten af oktober, og et resultat før skat i niveauet 85 – 100 mio. kr.

Forventningerne til 2025 vil fortsat være forbundet med en del usikkerhed relateret til kursreguleringer af værdipapirer, udviklingen i renteniveauet og nedskrivninger på bankens udlån og garantier.

Læs hele periodemeddelelsen her.