Ledelsen i Lollands Bank har sendt endnu et godt perioderegnskab afsted til fondsbørsen.
Tidligere i dag har Lollands Bank offentliggjort regnskabet for første kvartal af 2025. Resultatet før skat udgør 31,5 mio. kr. ved udgangen af 1. kvartal 2025, mod 33,8 mio. kr. i samme
periode sidste år.
Kundernes økonomi, viser i lighed med de foregående år en stabil udvikling, og derfor er der fortsat ikke grundlag for større nye nedskrivninger.
Den finansielle uro har medført, at banken i 1. kvartal 2025 opnår et kurstab på bankens beholdning af noterede aktier på 1,8 mio. kr. Kurstabet opvejes dog af positive kursregulering af såvel bankens beholdning af obligationer som bankens aktier i sektorselskaber. Derfor udviser de samlede kursreguleringer en gevinst på 6,8 mio.kr. mod samme periode sidste år en kursgevinst på 12,6 mio. kr.
Bankens basisindtjening udgør 17,6 mio. kr. mod 21,4 mio. kr. i samme periode af 2024. Det faldende renteniveau i samfundet er den primære årsag til den faldende basisindtjening. Det skyldes,
at faldende renter medfører et lavere afkast af bankens store likviditetsoverskud. Banken ser et øget aktivitetsniveau afledt af en lang række hushandler i vores område i, de tre første måneder af 2025. Derfor øges bankens samlede gebyr- og provisionsindtægter i dette kvartal.
Bankens samlede udlån øges i løbet af de seneste 12 måneder med 109,1 mio.kr. Der opleves en god aktivitet på både privat- og erhvervsområdet i bankens lokalområde, hvilket er årsagen til udlånsvæksten. I samme periode falder de samlede garantistillelser med 84 mio. kr. Faldet skyldes primært ændrede regler for garantistillelser overfor en af bankens to vigtigste samarbejdspartnere, DLR Kredit.
Bankens indlån inklusive indlån i puljeordninger viser også vækst i samme periode på 249 mio.kr.
Kapitalprocenten udgør nu 31,3 %. Med en kapitaloverdækning på 10,9 % er rammen for et tilfredsstillende kapitalgrundlag til stede. Banken står på et solidt fundament i vores lokalområde.
For 2025 forventer Lollands Bank fortsat en basisindtjening i niveauet 60-80 mio. kr. som tidligere udmeldt i starten af dette år, og et resultat før skat ligeledes i niveauet 60-80 mio. kr.
Det er samtidig glædeligt, fortsat at kunne berette om tilgang af nye kunder i vores markedsområde dækkende Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn.