Offentliggjort den

Banken har i dag offentliggjort årsregnskabet for 2022. Et år hvor banken fejrede 115-års fødselsdag, satte yderligere fokus på den bæredygtige omstilling, øgede antallet af ansatte og sluttede året af med at præstere et resultat før skat på 72,4 mio. kr. og en basisindtjening på 62,4 mio. kr. Det opnåede resultat forrenter egenkapitalen før skat med 10,2 %.

Resultatet før skat og basisindtjeningen ligger indenfor den opjustering, som banken udsendte i januar 2023.

Ledelsen i banken ser med stor tilfredshed tilbage på 2022.

Bankens nedskrivninger er fortsat, som de tidligere 2 år, påvirket af ledelsesmæssige skøn. Ukraine krigen medfører en usikkerhed for en lang række af bankens kunder, specielt som følge af de kraftige prisstigninger der er set i løbet af 2022. Konsekvensen af Ukraine krigen kan endnu ikke aflæses i kundernes økonomi, men bankens ledelse har alligevel afsat 34 mio. kr. i ledelsesmæssige skøn til afdækning af denne usikkerhed ved udgangen af 2022.

”Kapitalprocenten udgør nu 25,3 % og en kapitaloverdækning på 7,2 % danner rammen for et fornuftigt kapitalgrundlag,” udtaler bankdirektør Allan Aaskov.

Efter at bankens udlån i 2021 blev øget med 12,2 % har udlånet i 2022 ikke vist samme niveau, men på trods af den aktuelle usikre økonomiske situation kan banken alligevel fremvise en udlånsvækst på 2,3 %.

På baggrund af det tilfredsstillende resultat for 2022 indstiller Lollands Banks bestyrelse derfor til årets kommende generalforsamling, at der udbetales 25% i udbytte, svarende til et udbytte på 5 kr. pr. aktie og en samlet udbetaling på 5,4 mio. kr.

”I 2023 forventer Lollands Bank en basisindtjening i niveauet 50-60 mio. kr. i henhold til seneste opjustering. Det er samtidig glædeligt, fortsat at kunne berette om tilgang af nye kunder i vores markedsområde dækkende Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland,” afslutter Allan Aaskov.

Årsrapporten kan læses her.