Ledelsen i Lollands Bank sender endnu et godt perioderegnskab afsted til fondsbørsen, og glæder sig samtidig over at banken netop er kåret til ”bedste bank på Lolland-Falster”
Tidligere i dag har Lollands Bank offentliggjort regnskabet for de 3 første kvartaler af 2024. Bankens basisindtjening udgør 74,2 mio. kr. mod 84,1 mio. kr. i samme periode af 2023. Renoveringen af Nakskov filialen, som tidligere på året blev færdiggjort, er den primære årsag til den faldende basisindtjening. Resultatet før skat udgør 110,0 mio. kr. ved udgangen af 3. kvartal 2024, mod 105,1 mio. kr. i samme periode sidste år. Såvel fornuftige kursreguleringer af bankens fondsbeholdning som tilbageførsler af tidligere foretagne nedskrivninger er årsagen til udviklingen i resultatet før skat. For 2024 forventer Lollands Bank fortsat en basisindtjening i niveauet 85-100 mio.kr. som tidligere udmeldt i starten af oktober måned, og et resultat før skat i niveauet 115-130 mio. kr. ligeledes udmeldt i starten af oktober måned.
Bankens kunder klarer sig godt, rent økonomisk. Den gode vækst på bankens geografiske hjemmebane, hvor der sker mange nye tiltag i form af offentlige og private investeringer – også i nye
arbejdspladser, tilfører vores område en høj beskæftigelse. De gode takter ses på bankens nedskrivningspost – der fortsat – som i de seneste år er kendetegnet af tilbageførsler af tidligere foretagne nedskrivninger.
Bankens samlede udlån øges i løbet af de seneste 12 måneder med 322 mio. kr. Der opleves en god aktivitet på både privat- og erhvervsområdet i bankens lokalområde, hvilket er årsagen til udlånsvæksten. I samme periode falder de samlede garantistillelser med 240 mio. kr. Faldet skyldes alene ændrede regler for garantistillelser overfor to af bankens vigtigste samarbejdspartnere, Totalkredit og DLR Kredit.
Bankens indlån inklusive indlån i puljeordninger viser også en fornuftig vækst i samme periode på 163 mio.kr.
Kapitalprocenten udgør nu 28,1 % og med en kapitaloverdækning på 7,9 % er rammen for et tilfredsstillende kapitalgrundlag tilstede, og med den nylige Mybanker kåring som ”Bedste bank på
Lolland-Falster”, står banken på et solidt fundament i vores lokalområde.
Det er samtidig glædeligt, fortsat at kunne berette om tilgang af nye kunder i vores markedsområde dækkende Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn.