Kurs mod endnu et fantastisk årsresultat

Banken har kurs mod et nyt og flot regnskabsresultat for 2017.

Resultatet før og efter skat udgør pr. 30. september 2017 69,0 mio. kr. og 54,5 mio. kr. mod henholdsvis 59,5 mio. kr. og 46,6 mio. kr. på samme tidspunkt året før.

Egenkapitalforrentningen før skat omregnet til pro anno udgør 20,7 procent mod 20,5 procent året før.

Basisindtjeningen, som er resultatet før kursreguleringer samt nedskrivninger på kunder udgør 46,6 mio. kr. og er dermed på niveau med året før, hvor basisindtjeningen udgjorde 47,4 mio. kr.

Det er stigende kursreguleringer på obligationer og aktier samt faldende nedskrivninger på kunder, der er årsag til et forbedret resultat i 2017.

Banken har pr. 30. september 2017 opnået kursreguleringer på +23,2 mio. kr. mod +19,7 mio. kr. på samme tidspunkt året før.

Nedskrivninger på kunder udgjorde -0,8 mio. kr. mod -7,6 mio. kr. for samme periode året før.

Med baggrund i en større kundetilgang er udlån vokset med 108 mio. kr. og indlån med 203 mio. kr. i 2017. Fremgangen svarer til vækstprocenter i udlån og indlån på henholdsvis 7 procent og 8 procent. På baggrund heraf er det bankens forventning, at der også fremadrettet vil blive genereret resultater, som vil kunne måle sig med de bedste resultater i banksektoren.

Efter regnskabsperiodens afslutning er det bekendtgjort, at Bankernes Edb Central i Roskilde, som banken er medejer af, har besluttet at nedskrive i alt 537 mio. kr. på udviklingsaktiver og igangværende projektarbejder. Bankens andel heraf udgør 9,2 mio. kr. som skal udgiftsføres under kursreguleringer i 4. kvartal 2017.

Banken fastholder sin tidligere udmelding om en basisindtjening for hele året 2017 i niveauet ca. 60 mio. kr.

» Kvartalsrapport for 3. kvartal 2017