Den 1. september kan Finn Pedersen fejre 25-års jubilæum i Lollands Bank. Gennem 25 år har han været med til at sætte sit præg på bankens udvikling, da han har haft ledelsesansvar, deltaget i bankens strategiarbejde og produktudvikling samt opbygget stærke relationer til kunder, samarbejdspartnere og lokale netværk.
Finn begyndte sin karriere i Lollands Bank i 2001 som filialdirektør i den nyåbnede filial i Nykøbing Falster. Etableringen af afdelingen var en vigtig begivenhed i bankens historie, da det var første gang, Lollands Bank åbnede en filial uden for Lolland.
Siden fortsatte karrieren i Vordingborg, hvor Finn som filialdirektør fik en central rolle i forbindelse med fusionen mellem Lollands Bank og Vordingborg Bank. Her var opgaven ikke alene at sikre en stærk lokal forankring, men også at bidrage til den videre udvikling af organisationen.
I slutningen af 2025 vendte Finn tilbage til Nykøbing Falster som seniorerhvervsrådgiver. Med et indgående kendskab til både banken og det lokale erhvervsliv bidrager han fortsat til bankens udvikling og vækst.
Jubilæumsdagen markeres internt i banken med morgenkaffearrangement for kollegaer.
