Offentliggjort den

Ledelsen i Lollands Bank har sendt endnu et godt perioderegnskab afsted til fondsbørsen.

Tidligere i dag har Lollands Bank offentliggjort regnskabet for første halvår af 2025. Resultatet før skat udgør 56,0 mio. kr. ved udgangen af 1. halvår 2025, mod 68,0 mio. kr. i samme periode sidste år.

Kundernes økonomi er, i lighed med de foregående år stabil, og derfor er der fortsat ikke grundlag for større nye nedskrivninger.

Banken har som følge af fortsat geopolitisk uro dog valgt at øge de samlede ledelsesmæssige skøn som nu udgør 29,7 mio. kr. ved udgangen af 1. halvår 2025. Bankens basisindtjening udgør 47,1 mio. kr. mod 51,6 mio. kr. i samme periode af 2024. Det faldende renteniveau i samfundet er den primære årsag til den faldende basisindtjening. Dette skyldes, at faldende renter i pengemarkedet medfører et lavere afkast af bankens store likviditetsoverskud.

Bankens gebyr- og provisionsindtægter øges i 1. halvår af 2025. Der er fremgang på alle områder og specielt positivt for vores område er det, at en lang række hushandler, de seks første måneder af 2025, giver øgede indtægter fra boligsagsgebyrer.

Den finansielle uro har medført, at banken i 1. halvår 2025 opnår et kurstab på bankens beholdning af noterede aktier på 0,5 mio. kr. Kurstabet opvejes dog af positive kursregulering af bankens beholdning af obligationer. Bankens sektoraktier udviser et kurstab på 1,6 mio. kr. Dette skal ses i sammenhæng med at banken har modtaget udbetalinger af udbytter fra disse selskaber. Udbetalinger som væsentligt overstiger kurstabet på aktierne.

Bankens samlede udlån øges i løbet af de seneste 12 måneder med 70,6 mio.kr. Der opleves en god aktivitet på både privat- og erhvervsområdet i bankens lokalområde, hvilket er årsagen til udlånsvæksten.

Bankens indlån inklusive indlån i puljeordninger viser også vækst i samme periode på 362,5 mio.kr. svarende til en stigning på 8,6 %.

Kapitalprocenten udgør nu 31,7 %. Med en kapitaloverdækning på 11,3 % er rammen for et tilfredsstillende kapitalgrundlag til stede. Banken står på et økonomisk solidt fundament i vores lokalområde.

For 2025 forventer Lollands Bank fortsat en basisindtjening i niveauet 60-80 mio.kr. som tidligere udmeldt i starten af dette år, og et resultat før skat ligeledes i niveauet 60-80 mio. kr. Forventningerne til 2025 vil fortsat være forbundet med en del usikkerhed relateret til kursreguleringer af værdipapirer, udviklingen i renteniveauet og nedskrivninger på bankens udlån og garantier.

Det er samtidig glædeligt, fortsat at kunne berette om tilgang af nye kunder i vores markedsområde dækkende Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn, og samlet set viser regnskabet for 1. halvår af 2025 kraften i vores lokale strategi, hvor vi fortsat vækster på vores naturlige geografiske hjemmebane.

Læs hele halvårsrapporten her.