Offentliggjort den

Endnu et rigtigt flot regnskabsresultat blev resultatet af årets første ni måneder. Resultatet før skat blev på 71,7 mio. kr. mod 69,0 mio. kr. for samme periode året før, mens resultatet efter skat udgjorde 56,5 mio. kr. i 2018 mod 54,5 mio. kr. i 2017.

Det opnåede resultat har givet anledning til, at banken opjusterer forventningerne til resultatet for hele året 2018. Hidtil har forventningen til årets resultat før skat været i niveauet 70-75 mio. kr., men qua det flotte regnskabsresultat for årets første 9 måneder, så forventer banken nu et resultat før skat i størrelsesordenen 80-85 mio. kr.

Forretningsomfanget, som udgøres af udlån, indlån, garantier og kundedepoter udgør ca. 7,4 mia. kr. mod 6,9 mia. kr. ultimo 2017. Stigningen udgør ca. 0,5 mia. kr. svarende til ca.7 procent.

Banken har over de seneste måneder gennemført en større markedsføringskampagne under sloganet: ”Det er vores område”. Herudover er der investeret i personaletilgang og uddannelse af medarbejdere med det formål at understøtte bankens vækststrategi. Indtil videre har disse indsatser øget tilgangen af nye kunder, men i forlængelse af bestyrelsens indkaldelse til den ekstraordinære generalforsamling, er tilgangen af nye kunder stagneret. De potentielle nye kunder begrunder deres tilbageholdenhed med, at de ønsker at afvente udfaldet af generalforsamlingens stillingtagen til det fremsatte forslag om, at der skal indledes en struktureret salgsproces af bankens aktier.

Vedtages det fremsatte forslag på den ekstraordinære generalforsamling indebærer det, at bestyrelsen skal give mandat til et større uafhængigt revisionsfirma, som skal indhente et bud på bankens aktier. En sådan salgsproces vil kunne indebære en omkostningsforøgelse, som vil påvirke forventningerne til årets resultat i negativ retning.

Læs hele periodemeddelelsen her