Husk forskudsopgørelsen efter rentetilpasning

I februar var der igen en rentetilpasning og igen med lavere renter for låntagerne. Særligt for låntagere med F5-lån er der en vigtig ting, som de skal huske - det er skatten.

Renterne på F5-lån landede markant lavere ved rentetilpasningen i februar, viser Totalkredits auktioner. For låntagere med F5-lån betyder rentefaldet en betydelig lavere renteudgift de næste fem år. Renten er simpelthen faldet fra 1,83 pct. til 0,38 pct.

Nu bliver der mere råd til at betale andre udgifter eller til at nedbringe anden gæld og måske få ordnet lidt håndværkerarbejde på boligen.

Forskudsopgørelsen skal ændres

Imidlertid er der en faktor, man skal huske, så man ikke ender med at stå med en helt anden regning. Det er forskudsopgørelsen til SKAT.

Det kan blive dyrt, hvis man glemmer at fortælle SKAT, at man betaler mindre i rente på sit boliglån og fortsætter med at få fradrag ud fra de gamle rentesatser, for så står man pludselig og skal betale penge tilbage til SKAT. 

Er du i tvivl om, hvordan du opgør renteudgiften, er du altid velkommen til at komme forbi en af vores filialer og tale med en rådgiver om det.