Lollands Bank

Udskrevet fra www.lollandsbank.dk
Den 20. maj 2013

Sats på udvalgte tyske aktier


Vi markedsfører nu - i samarbejde med BankInvest - en ny investeringsafdeling, der investerer i nøje udvalgte tyske aktier.

Tyskland er ved at komme op i omdrejninger efter en længere årrække med lav vækst og arbejdsløshed.
Vi åbner nu en spændende mulighed for at investere langsigtet i de mest attraktive prisfastsatte tyske selskaber gennem BankInvest Tyske Aktier.
Formålet er at investere i netop de aktier, der drager størst mulig fordel af den økonomiske udvikling ikke bare i Tyskland og Europa, men også i resten af verden.
BankInvest forventer et afkast på mellem 8 og 10 procent årligt i gennemsnit over de kommende fem år, dog med mulighed for betydelige afkastudsving undervejs.

Attraktivt potentiale
"Den økonomiske udvikling - i både Tyskland og det øvrige Europa - peger på en højere vækst i de kommende år.
BankInvest er ekspert i at udvælge netop de tyske aktier, der dels er attraktivt prisfastsat, dels vurderes til at få størst del af den positive økonomiske udvikling de kommende år. Jeg er derfor helt tryg ved at anbefale en investering i BankInvest Tyske aktier til vore mere risikovillige og langsigtede investorer", siger investeringschef Peter Detlefsen fra Lollands Bank.

Grundig analyse
Porteføljen tager udgangspunkt i BankInvests særlige kompetencer indenfor aktieudvælgelse. Det betyder, at udvælgelsen af de tyske aktier sker efter en grundig analyse af de langsigtede indtjeningsperspektiver.
Der investeres udelukkende i selskaber, der har et godt vækstpotentiale, en stærk markedsposition, en attraktiv prisfastsættelse samt et stærkt cash-flow.
Porteføljen vil ved lanceringen være overvægtet i selskaber indenfor auto- og telesektoren samt finans- og forsikringssektoren, mens porteføljen undervægtes blandt selskaber indenfor energi- og medicinalsektoren. I startporteføljen indgår blandt andet selskaber som sportsudstyrsfirmaet PUMA, luksusbilproducenten Porsche, storbanken Deutsche Bank samt industrivirksomhederne Siemens og BASF.

Salgsperioden slutter den 22. september
BankInvest udbyder to afdelinger med tyske aktier, der henholdsvis er udbyttebetalende og akkumulerende.
Den udbyttebetalende afdeling, BankInvest Tyske Aktier, er realisationsbeskattet og bedst til investering af frie midler.
Den akkumulerende afdeling, BankInvest Pension Tyske Aktier, er lagerbeskattet og velegnet til midler under virksomhedsordningen og pensionsmidler.
Begge afdelinger sælges til kurs 102,75 franko i perioden frem til den 22. september.

Hertil pressemeddelelse

Interesserede investorer kan kontakte egen kunderådgiver i Lollands Bank.


Denne tekst er sidst opdateret den 13. sept. 2006 · Lollands Bank