Regnskab 1999
Generelt
Den egentlige bankdrift gav et resultat på 21,1 mio. kr. mod 21,4 mio. kr. i 1998.
Det ordinære resultat før skat reduceres dog til 11,6 mio. kr. mod sidste års 16,7 mio. kr., primært forårsaget af den negative kurspåvirkning på obligationsbeholdningen og udgifter til ombygning af bankens hovedsæde i Nakskov.
Samtidig skal nævnes at 1998 var positivt påvirket af den forligsmæssige tilbagebetaling af moms med 1,8 mio. kr.
Bankens oprindelige budget for 1999 var 15,3 mio. kr. Vi opjusterede ved halvåret til 18,8 mio. kr. og nåede 21,1 mio. kr. (dog 18,1 mio. kr. efter at have udgiftsført ombygningsudgifter).
Den positive udvikling er især baseret på en stigning på mere end 10 % på vore gennemsnitlige udlån over året. I modsat retning trækker den faldende rentemarginal.
Bestyrelsen anser generelt årets resultat som værende tilfredsstillende, og indstiller til generalforsamlingen et uændret udbytte til aktionærerne på 18 kr. pr. aktie.
Resultatet
Netto renteindtægter er steget ganske lidt til 42,6 mio kr. (fra 41,9 mio. kr.)
Gebyrer er reduceret med ca. 0,9 mio. kr. primært som følge af en reduktion af beregnede stiftelsesprovisioner.
Kursreguleringer på værdipapirer og valuta udviser et tab på 4,9 mio. kr. hvor der sidste år var et tab på 1,2 mio. kr.
Det gennemsnitlige afkast af bankens obligationsbeholdning var 1,46% p.a., og kurstabets størrelse kan henføres til ekstraordinær stor beholdning af obligationer i juni / juli måned, hvor kurstabet ramte hårdt.
Risikoen på obligationsbeholdningen var pr. nytår svarende til en varighed på 1,1 år.
Stigningen på posten omkostninger - incl. afskrivninger på materielle aktiver, men uden ombygningen på 3 mio.- er på 4 %.
Tab og hensættelser viser 1,2 mio. kr. mod sidste års 5,5 mio. kr. Beløbet svarer til 0,2 % af samlede udlån og garantier - og er påvirket af, at det dels har været et godt år for økonomien hos vore kunder, og dels at vi har fået indfriet engagementer, hvorpå der var hensat til forventede tab.
Skatten er beregnet til 2,4 mio. kr. mod sidste års 6,3 mio. kr. Skatten er bl.a. påvirket af, at vi i årets løb har vundet en Landsskatteretssag med tilbagebetaling af 1,7 mio. kr til følge.
Resultatet efter skat bliver herefter 9,2 mio. kr. mod sidste års 10,4 mio. kr.
Overskuddets anvendelse
Bestyrelsen foreslår at der fastholdes et udbytte til aktionærerne på 18 kr. pr. aktie.
Under forudsætning af generalforsamlingens godkendelse disponeres overskuddet således:
| 18 % i udbytte | kr. 3.294 |
| Henlagt til egenkapitalen | kr. 5.926 |
Balancen
Udlån
De samlede udlån pr. ultimo var 437,2 mio. kr. - en stigning på godt 51 mio. kr.
Indlån
Samlede indlån var på 522,4 mio. kr. hvilket er et fald på 17,2 mio. kr.
Det gennemsnitlige indlån over året viser et fald på knapt 4,5 %, og det er primært tidsindskud og aktiv rådgivning om placering af pensionsmidler i værdipapirer, der er årsag til den udvikling.
Egenkapital og solvens
Egenkapitalen stiger til 115 mio. kr.
Solvensprocenten kan opgøres til 17,6 %, hvor lovens minimumskrav er 8%.
Forventning til det nye år
Vi forventer en stadig faldende rentemarginal på grund af den konkurrenceprægede markedssituation.
Fortsat modernisering af bankens ekspeditionslokaler, forbedring af arbejdsmiljøet og overgang til ny platform på det EDB-mæssige område med deraf følgende større afskrivning på nødvendig ny teknik, medfører et lavere beløb på bundlinien i år 2000, og vi forventer et resultat - før kursreguleringer og uden hensættelser og tab på kunder - på ca. 17 mio. kr.
Samtidig vurderer vi, at tabsprocenten på kunder vil være stigende fra niveauet i 1999.
Vi offentliggør - også i år 2000 - halvårs- og årsregnskab.
Generalforsamling
Bankens generalforsamling afholdes
onsdag den 22. marts kl. 17.30
i Maribo-Hallerne, Hal 2.
i Maribo-Hallerne, Hal 2.
Det trykte regnskab
Bankens trykte regnskab forventes at foreligge den 1. marts.
Yderligere oplysninger kan indhentes hos undertegnede på tlf. 54 92 11 33.
Vor regnskabsmeddelelse vil være tilgængelig på adressen:
www.lollandsbank.dk. fra kl. 16.30 i dag d. 21/02-2000
Se regnskabstallene for 1999.
Nakskov, den 21.02.2000
LOLLANDS BANK
| Peter Ege Olsen | Ebbe Helmer Nielsen |
| Bestyrelsesformand | Bankdirektør |









Udskriv